Danske cirkuselefanter har fået fem år at visne i

Det er allerede i gang. I sit vinteranlæg med stald og fold står elefanten Ramboline nu på 10. måned og keder sig. Der er allerede rapporter om, at hun er begyndt at ændre adfærd. Hun, der altid har været en venlig og elskelig elefant, er nu begyndt at svinge snablen på en knap så venlig måde, simpelthen fordi hun er frustreret, og ikke har noget at tage sig til. Hvordan giver man en elefant, der altid har optrådt blandt mennesker, har hørt cirkusmusik og klapsalver, en dagligdag, der fylder tomrummet, nu hvor hun ikke deltager i cirkusforestillingen, men hvor der heller ikke er andre tilbud til hende?
Folketinget har haft til hensigt at give cirkusdyr øget velfærd, og derfor skulle regeringen sørge for et forbud mod vilde dyr i cirkus. Det ville den afgåede regering indfri i form af en ‘erstatningsfri regulering’, som det hed. Det kunne man gøre uden om ekspropriations­reglerne, hvis blot man tillod en overgangs­periode på fem år, lød det fra regeringens jurister. Hvad den periode skal bruges til, er der ingen, der kan anvise. Det hedder, at man gerne må tage dyrene med på turné, for forbuddet er ikke gældende endnu. Men det kan slet ikke lade sig gøre. Mange medier og den afgåede statsminister har fortalt en helt anden historie om, at elefanterne ikke længere skal køres rundt på landevejene eller stå til rådighed for underholdning i cirkustelte. Og det tror befolkningen i store træk på. Derfor kan man ikke tage en elefant med på turné, for det vil blive mødt med så megen modstand, at det ikke kan være en fornøjelse for nogen.
I det besynderlige tomrum, der er opstået, hvor dyrene hverken kan komme med i cirkus, eller kan holde ud at stå derhjemme, afviste den forrige regering at foretage sig noget konstruktivt, der kunne bløde op på situationen.
Så nu står elefanterne og visner hen, medens de venter på en løsning. Lad os håbe, at den nye regering har handlekraft til at finde en.

Artiklen af Michael Møllgaard er bragt som læserindlæg i Nordjyske Stiftstidende 18.7.19 og efter aftale genoptrykt her.
Opdateret 25.8.19 med yderligere baggrundsmateriale.

Ifølge dyrlæge Ole Caspersen er Ramboline begyndt at vise aggressiv adfærd, hvad hun ikke tidligere har gjort.

BAGGRUND

Justitsministeriet skrev i maj 2018 i et notat om ekspropriations­retlige overvejelser omkring et forbud mod vilde dyr i cirkus, at

“Det vil være muligt ved lovændring at indføre et forbud mod hold og fremvisning af vilde dyr i cirkusser mv., uden at det vil udgøre ekspropriation, forudsat at der fastsættes en passende overgangsregel for de virksomheder, der i dag driver virksomhed med hold og fremvisning af vilde dyr. Under hensyn til størrelsen af de investeringer (staldanlæg mv. /red.), der efter det oplyste er foretaget i tillid til de gældende regler, finder Justitsministeriet, at en overgangsperiode på fem år vil være passende.”

Daværende Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, besvarede spørgsmål fra cirkus i et svarbrev i december 2018. I brevet hed det:

“Jeg kan oplyse, at overgangsperiodens længde vil skulle indgå som et element i vurderingen af erstatningsspørgsmålet, men da der ikke er udformet et konkret udkast til forbud, og da alle forbuddets elementer vil skulle afvejes samlet, kan jeg ikke på det foreliggende grundlag svare på, hvor lang overgangsperioden vil skulle være for ikke at udløse erstatning.”

Endvidere forklarede ministeren, at

“Erstatningsfri regulering er et udtryk, som undertiden anvendes i retspraksis til at beskrive tiltag, som ganske vist udgør et indgreb i en rettighed, som er beskyttet af grundlovens § 73, men hvor det pågældende indgreb ikke kan betragtes som ekspropriation og derfor ikke giver ret til erstatning. Visse omstændigheder, f.eks. en overgangs­periode, kan give mulighed for at tilpasse sig konsekvenserne af en ny lov forud for ikrafttrædelsen. I sådanne tilfælde er der ikke tale om ekspropriation. Dette kaldes erstat­ningsfri regulering.”

Kilder: Aktindsigter




Spread the word - Del artiklen

You may also like...

3 Responses

  1. Helene Rix says:

    Ganske enkelt utrolig dårligt levebrødspolitikerarbejde.. hold op hvor er det pinligt at vi i Danmark endelig får stoppet cirkus med vilde dyr og så…. sker der ingenting. Elefanter er kloge dyr, der ovenikøbet har arbejdet i mange år og pludselig sker der ikke noget i deres liv.. Det har jeg ikke noget imod, hvis de får lov at leve et rigtigt elefantliv eller så tæt på da… Det ville de kunne i Knuthenborg Safaripark.. Tag nu nogle ordentlige dyreetiske og dyrevelfærds beslutninger.. DET ville være populært og jeg betaler gennem min skat 100 gange hellere til dyrevelfærd end til Trumps besøg❤️❤️❤️

    • Godt skrevet og fuldstændig enig. Det er som om at loven er hastet igennem ( måske et forsøg på at høste lidt popularitet hos befolkningen??)uden at tænke på elefanternes behov og livskvalitet. Føles som en fuldstændig idiotisk og meningsløst lovgivning der alligevel ikke er til gavn for dyrene.
      Stakkels stakkels elefanter der er blevet.misbrugt hele deres liv. Ikke engang deres otium får de lov at nyde pga politikere der ikke vil tage ansvar.??

    • Tina says:

      Me to ❤️❤️❤️